Loading...

Million-investor til ung iværksætter

(Udarbejdet i 2015)

UDFORDRINGEN
Da Aviaja Borup var i gang med sit speciale som arkitekt, fik hun en god idé til et spil, hvor børn leger, lærer og bevæger sig på samme tid. Og med folkeskolereformens ønske om mere bevægelse tænkte Aviaja, at nu skulle Hopspots på markedet.

For at finde ud af, om hendes idé kunne bære en virksomhed, fulgte hun et vækstforløb med andre iværksættere.
”Det var virkelig godt, og jeg reviderede min idé og koblede den til iPads og gik i gang med forretningsplaner og konceptudvikling”, siger Aviaja Borup, som startede sin virksomhed CxD. Det står for Child Experience Design.
Men hun manglede investorer for at udvikle Hopspots færdig, og også her kunne imidt hjælpe ved at finansiere en kapitalcoach.

FORLØBET
Med sparring fra kapitalcoachen fik Aviaja Borup finpudset forretningsplan og likviditetsbudgetter og værdisat sin virksomhed, så hun var klar til præsentation for et par mulige investorer.

”Det var rart, at jeg ikke stod alene og famlende med den opgave. Jeg havde følelsen af, at det her gør vi sammen”, fortæller Aviaja Borup.
Kapitalcoachen sørgede både for, at hun fik mulighed for at præsentere sin idé for de interesserede investorer og trænet selve præsentationen, så den blev endnu skarpere.
”Og heldigvis lykkedes det at få 2,1 mio. kr. fra Borean Innovation til at udvikle Hopspots”, siger Aviaja Borup.

IMIDT-EFFEKTEN
”At modtage to mio. fra investorer har betydet rigtig meget for CxD”, siger Aviaja Borup.
Men ikke kun pengene er vigtige.

”Jeg har også fået adgang til ekspertise og har et hold bag mig, som kan bistå, hvis der f.eks. opstår juridiske udfordringer”, siger Aviaja Borup, der rykker fra kontorlandskabet på Godsbanen i Aarhus ind i eget værksted med en ansat og to praktikanter. Og en programmør på vej.
Kapitalcoachen er stadig tilknyttet virksomheden som medlem af bestyrelsen, for han er en stor hjælp, når der skal lægges likviditetsbudgetter.
Og en god likviditet er der brug for, når ambitionerne er store. Aviaja Borup håber at få Hopspots ud på alle skoler i Danmark og har allerede oplevet interesse fra skoler og børnehaver.

keyboard_arrow_up